Foredrag på Café Nicolai i Kolding

Rod lugter
Vidste du, at rod faktisk lugter? Og det udsender lavfrekvent støj, så det larmer oven i købet også.

De sydjyske heltinder blev meget klogere på rod – og ikke mindst på at blive det kvit – da Lena Bentsen fra LeanLiving tog bladet fra munden.
Hvor meget tøj har du hængende i dit klædeskab? Tøj, som du aldrig bruger, men ikke kan få dig selv til at smide væk, fordi det jo var dyrt, dengang du købte det?
Hvor mange af dine nipsting er du egentlig ikke specielt glad for? Men du beholder dem, fordi du har arvet dem, fået dem af svigermor eller købt dem på en ferie engang, hvor det virkede som jordens bedste idé?
Og hvor mange fitness-maskiner har du liggende under sengen og samle støv?

Rod er dyrt
Hvis du føler dig truffet af nogle af ovenstående spørgsmål, er du ikke alene. For at dømme efter udbruddene i det lille lokale på første sal i Nicolai Bio i Kolding, følte langt de fleste af de omkring 50 fremmødte heltinder sig ramt på kornet. På en af årets første forårsaftner var de sydjyske heltinder samlet for at få en ordentlig opsang under overskriften “Ryd op i dit rod – ryd op i dit liv” – og her gik ingen forgæves!

Rod lugter
Rod er lavfrekvent støj, som dræner dig for livsglæde og energi. Rod belaster dit helbred. Rod forvirrer og spærrer for muligheder. Rod koster tid og penge.
Lena Bentsen fra LeanLiving lagde ikke fingrene imellem, og budskaberne gik rent ind hos undertegnede, der i tankerne allerede var i fuld gang med at omforme dem til små gule sedler, som med pædagogiske mellemrum kunne placeres på døren ind til teenagedatterens værelse. Men det luftkastel blev hurtigt punkteret:
Teenagere kan I lige så godt opgive på forhånd, de er tabt for omverden. Bare luk døren, kom det lakonisk fra aftenens foredragsholder.

Hvor bor rodet?
Orden er omsorg. Orden er at omgive sig med ting, der giver mening – ting, som vi bruger og sætter pris på. Orden giver ro, energi og glæde – og det tiltrækker andre energifyldte ting. Og så er det godt for din økonomi, fortsatte Lena Bentsen, der ikke bare var i gang med at varme heltinderne op til at gå hjem og tømme stuen for gammelt nips – hun
var simpelthen i gang med en hel omlægning af ordens-vanerne.
Næste gang, du beslutter dig for at rydde op, så gå igennem et rum ad gangen og sæt rigeligt med tid af. Tag fat i hver enkelt ting og spørg den, hvor den bor, og om den overhovedet hører til her. Spørg om den har en fast bopæl, og om den bliver brugt, jævnligt. Hvis ikke du kan svare ja til noget af det, så er den højst sandsynligt rod – uanset hvad den så har kostet, da du anskaffede den.

Bølgerod
Og det er ikke bare et spørgsmål om at give hjemmet en ordentlig tur en gang imellem, det er et spørgsmål om dagligt at holde styr på, hvad der får lov til at komme inden for dørene. Det er jeres hjem, det er jeres energi, det handler om. Her skal I samle energi til at alt det, I gerne vil nå i tilværelsen – så hvem andre end jer skal bestemme, hvad I skal omgive jer med?
Og den øvelse er ikke altid lige nem. For hvad med den helt skæve julegave fra svigermor? Skrumlet af en skænk, som man arvede efter grandtante Agathe? Eller hvad med alle værtindegaverne, man har fået i tidens løb og som måske ikke alle sammen faldt 100 procent i smag?
Ja, hvis man skal lytte til en som ved noget om det, så er der ifølge Lena Bentsen kun én vej: Vær hård og smid ud med det samme – eller giv det væk. Og lav så en kasse til bølgerod.
Bølgerod er ting, som ikke har en fast plads, men som man endnu ikke er helt sikker på, skal smides ud. Det er ting, som bliver flyttet fra det ene sted til det andet og så tilbage igen, derfor kalder jeg det bølgerod. Køb en klapkasse og læg den slags ting i den. Så har I styr på det, mens I overvejer, om det har en fremtid i jeres hjem.

Uredte senge
Og med gode diskussioner om, hvorvidt en uredt seng er rodet eller hyggelig, og hvorfor mænd har så svært ved at smide gamle ting ud, samt endnu flere gode råd og praktiske tips til at komme i gang med oprydningen, sendte Lena Bentsen en meget stor del af de – nu fuldt ud ordensbevidste – sydjyske heltinder hjem til arbejdet med genbrugssække
og klapkasser.

Epilog
Og dagen efter kom turen så til undertegnedes klædeskab. Selv om det er under et halvt år siden, familien flyttede og dermed fik tømt grundigt ud i gemmerne – jo, en flytning er en god hestekur mod rod – så var der stadig en del tøj, som havde overlevet.
Tøj, som jeg aldrig bruger, men som min mor ville sige, at jeg burde bruge, når jeg nu har købt det. Tøj, som så bedre ud i forretningen end derhjemme. Tøj, som er gået lidt i stykker, og som jeg aldrig får taget mig sammen til at reparere. Tøj, som bare er for gammelt og slidt, men som jeg elskede engang…
Og halvanden propfuld genbrugssæk senere var der plads i mit klædeskab – til alt det lækre sommertøj, jeg lige har været ude at købe i dag!

Vil du vide mere?
Så gå ind på www.leanliving.dk og få vidunderligt spark – så du kan, vil og tør forårsoprydningen. (Og husk så at gøre det også :))

Med sprængfyldte energihilsner
Vibeke Lund Arkil
Aptum Ink. – fordi livet er for kort til dårlig kommunikation
+45 2324 8882
va@aptum-ink.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *