Svigermor kommer

Hjæææælp!!

Kender du det, det er juleaften og der er ikke mange halve timer til før svigermor kommer, og pludselig bliver du revet ud af alle tanker om flæskesteg, sovs og ris a’lamande fordi, du får øje på al det rod, som svigermor bare ikke skal se.

Tiden er knap og gode råd er der for lidt af.
De gode råd får du her, og selv om tiden er knap, så læs med.

Svigermor er bare en mor, der vil sin søn det bedste.
Enhver mors urinstink befaler, at hendes børn ikke bare skal overleve, men overleve godt. Og det er det, du som svigerdatter skal overbevise hende om. Ikke i ord, men i handling. Svigermors ubevidste skal registrere, at sønnen er i gode, trygge hænder. Lige så gode som hendes egne. Mindst.

Rod er lig med manglende evne til omsorg – i svigermors øjne.
Og det, du lige har fået øje på nu i dit eget hjem, er lige præcis det, der får svigermors – ikke juleklokker, men meget værre – alarmklokker til at ringe. Hvis der er rod alle steder, hvordan kan hun så forvente, at du så også har overskud til at sørge for mad og andet til din mand/kæreste/partner.

Svigermor ønsker ikke at være en skrappedulle, hun søger bare bekræftelser – helt ubevidst. Så nu gælder det. Der er ikke tid til den store grundige oprydning nu. Nu gælder det damage control. Skaden skal begrænses.

Alle mand til pumperne
Du får sikkert brug for både poser, tæpper og kasser. Det skal gå stærkt nu.
Tag svigermorbrillerne på. Hvordan vil hendes gang gennem huset blive? Hun vil nok ikke komme i soveværelset, så ro på der. Men alle de andre steder, hvor hun kunne tænkes at komme, skal have en hurtig tur.

Det bedste ville jo være, at du ikke kun giver hende ro omkring yngelplejen, men at hun også får lidt baghjul.

Hoveddøren
Hun skal da bydes ordentligt velkommen. Så en lygte af en slags med en batterilyskæde i, sammen med et par æbler og en grandusk gør underværker. Stil lygten på lidt gran sammen med en nisse, og svigermor er allerede blødgjort.

Entréen
Hvis du ikke har fået ryddet sommersko og sommerfrakker væk, er tiden inde NU. Hun skulle jo gerne kunne finde en knage til frakken – ellers havner den jo på sengen i soveværelset, og det var der, hun ikke ret gerne skulle ind.

Køkkenet
Her må der gerne være gang i den, men du skal signalere overblik. Så væk med opvask og hvad der ellers ikke hører julemiddagen til. Væk med aviser, reklamer og tomme flasker. Det er mandens job. I gang med ham.

Stuen
Hvad ligger der og roder her? Her kommer børnene på banen. Der er sikkert en hel del af deres ting. De tager et tæppe fra deres værelser og breder det ud på gulvet, og så er det bare med at læsse i, hvad der er deres eget – og så ind på værelset, hvor det kan gemmes af vejen. Jævnet godt ud, kan dynen gemme en del. Husk, det er katastrofeoprydning det her. Papirer som er i den voksne afdeling må ryge i en kasse. Glem den nu ikke…
Gør det hyggeligt. Væk med kalenderlyset, der alligevel ikke nåede længere end til den 16. Væk med visne dekorationer.

Spisebordet
Dæk det så tidligt på dagen som muligt. Jeg kender godt den der med dugen, der ikke lige var så pæn og slet ikke så glat, som jeg regnede med – 20 min før gæsternes ankomst. Nus om borddækningen. Hun skal sidde ved bordet i mange timer, så al pynt, der signalere overskud, ryger lige ind i hukommelsen sammen med  maden.

Badeværelset
Her komme hun jo sikkert også på et tidspunkt. En fiberklud, flydende skurecreme og vådservietter er mirakelmidler i dette område. Væk med tandbørster og alt det andet. Hæng friske håndklæder. Sæt et fyrfadslys og skab lidt hygge. Med fyrfadslys nok, behøver hun slet ikke at tænde det afslørende elektriske lys.

Flæskestegen
Hvis du er rystende nervøs for om sværen nu også bliver sprød, så brug det gamle slagtertrick, hvor du pensler eddike på sværen inden den kommer i ovnen. Det forbedrer chancerne betydeligt. Lad hende få lidt status ved at være med til at smage sovsen til. Hvis du tør.

Anden
Steg den evt. dagen før, så slipper du for al den stress, der er omkring den. Håndtering af and er altid et værre svineri. Skær den ud, så den blot skal pensles med lidt fedt og varmes lige før servering. Så roder det ikke i køkkenet på selve dagen.

Og hvem er det forresten der siger, at du selv skal lave al maden. Lad evt. svigermor komme med de pillede kartofler til at lave brune kartofler. Lad en anden gæst stå for  ris a’lamanden. Så får du lidt mere tid – og måske ro.

Husk også, at der er en mega resource i både børn og mand. De kan meget, hvis de bliver sat ordentligt i gang. F.eks. at købe mandelgaven.

God fornøjelse med al juleriet – og med svigermor…

 

Der er lukket for kommentarer.