Forsøger du fortvivlet at arrangere bunkerne på dit skrivebord uden stadig at have det fulde overblik over, hvad de gemmer?
Har du følelsen af utryghed over, hvad alle disse bunker og stakke kan indeholde?
Oplever du følelsen af afmagt, når du bare overvejer at gå i gang med at rydde op?
Du er ikke ene om det. Men jeg kan love dig, at jeg stadig vil holde dig i hånden og jeg ved, at du vil nå i mål.
Hvis du skal rydde op i dit soveværelse, ved du godt, hvor tøjet skal hen. Måske i klædeskabet, måske til vask, måske gemmes væk for sæsonen, måske smides ud. Der er ikke så mange muligheder. Værre står det til, når blikket vendes mod hjemmets kontorområde med papirbunker og meget, meget andet.
Når vi begynder at snakke om at organisere papirafdelingen, er der så mange muligheder, at uoverskuelighedens spøgelse meget nemt kan tage livet af den gode hensigt. Selvom vores samfund burde blive mere og mere papirløst, har vi stadig et væld af papir i vores dagligdag. Af alle mulige slags. Kontoudtog, informationer fra pensionsselskaber, banker, foreninger, artikler, skole, arbejde, fritid, børnetegninger, fakturer, rykkere, invitationer, festsange, bonner, kvitteringer, kloge pjecer, brugsanvisninger, hobbyting og massevis af andre kategorier.
Dertil kommer så ugeblade, magasiner, rejsekataloger, reklamer, aviser – læste som ikke læste. Og hvordan går det med løse madopskrifter, rejseartikler, strikkeopskrifter og alle de andre sjove og spændende udklip om den seneste passion, hvad enten der er udklip om pilates, slanketips, boligindretning eller mode…?
Måske skulle jeg også lige nævne A4-blokke, post-it, postkort (nye som modtagne), kuverter, lækkert papir, bånd, sløjfer, tuscher, kuglepenne og blyanter. Måske der også er en bunke med ubestemmelige ledninger og adaptere.
Undskyld, jeg vil ikke køre dig træt, men jeg kan endda rigtig godt forstå, hvorfor netop denne afdeling i manges hjem er en udfordring, for der er sørme meget at holde styr på her.
Hvis du vil være med, vil jeg i det følgende hjælpe dig på vej til bedre orden i dette område. Det vil kræve en indsats fra din side, men jeg garanterer dig, at du vil få det meget bedre, når du er igennem.
Jeg har set det så mange gange, og ved, at du vil føle en kolossal lettelse og nyde resultatet, når du er nået i mål. Jeg vil holde dig i hånden hele vejen i gennem, og du kan glæde dig til, at det fremover vil være dig, der bestemmer over bunkerne og ikke bunkerne, der til stadighed stjæler din energi. Lyder det godt?
Lad os så komme i gang.